Klokken er 16.07

Jeg står i køkkenet og ser pludselig en hveps!

For dem af jer, der ikke ved hvordan jeg har det med hvepse, så kan det muligvis sammenlignes med en forestilling om en rotte, en giftslange og en løve. PÅ SAMME TID. Lige der hvor du er præcis NU!

Jeg ser den komme imod mig.

Jeg samler alt mit mod, og åbner døren til trapperummet, mens jeg beordrer ældste afkom til at holde øje med hvepsen, så jeg kan få fat i den elektriske fluesmækker - eneste fejl ved den er, at den ikke har 1000 volt i sig. Jeg får fat i fluesmækkeren imens min søn højt siger ”MOR DEN KRAVLER IND BAG ET BRÆT I LOFTET!!!”

SHIT!!! NU er gode råd dyre. Han skal til fodbold, og jeg kan derfor ikke bede ham holde øje resten af aftenen. Og jeg har bedt min mand tage med ham! Det vil sige, jeg er alene hjemme. Alene med den yngste, og jeg skal samtidig forlade huset, for at køre den mellemste til fodbold.

JEG KAN IKKE nå at sætte et kamera op i hele huset, der kan fortælle mig om hvepsen kommer ud, og om den har en familie boende!

Den skal dø! -Er min eneste tanke.

Jeg googler. Finder en hvepsemand! Ringer! Og taler med en kvinde, der er lige så sød som min lægesekretær, når jeg ringer derned og døden nær af skræk må spørge hende, om det er normalt at få en knop på armen? Med bævrende stemme kommer mine ca. to tusinde spørgsmål.. ”Er det normalt at en hveps gemmer sig?”, ”Kan de godt bare sådan lige kravle ind bag et bræt?”, ”Kan den have familie og hvepsebo derinde og oppe under loftet?” Sådan foregår det i nogle minutter. Hun siger, hun ringer tilbage, for hun skal lige have fat i den såkaldte hvepsemand! Jeg er ikke meget for at slippe røret, men nødtvungent lægger jeg på, imens jeg stirrer på telefonen, for at sikre mig, jeg ser, når hun ringer tilbage!

HAN ER I ÅLSGÅRDE! NU!!! Jubiiiiiiiiiiiiiiiiiii nu har jeg muligvis reddet både mit og børnenes liv. Han lover at komme til mig bagefter endt handling der hvor han er og et hvepsebo skal fjernes. Jeg begynder med det samme at tænke på, om der mon er fulgt hvepse efter ham, men overvejer at det måske liiige er vel overdrevet at tro!

Jeg når at køre den ene til fodbold og den anden har forladt skuden. Jeg tager den tredje med mig.

Da jeg kommer hjem, ved jeg ikke, om jeg kommer hjem til et hus med en hveps!

Men hvepsemanden er der!

Min redning! Min helt!

HAN går forrest! Han har udstyr med! JEG går. Min vej. Ud på den anden side af haven. Med åben låge dog, så jeg kan holde øje med, om jeg skal spurte lige pludselig. Hvepsemand begynder at pille bræt ned i loftet, for at kunne se ind bagved. Intet! Han prikker med en skruetrækker! Lytter! Finder ingen huller. Ingenting. Intet som antyder, at der er et hvepsebo. Jeg er ikke overbevist. Jeg spørger. Om yderligere halvtreds tusinde ting. Han forklarer. Roligt. Og svarer på det samme igen. Og igen. Og igen. Til sidst tror jeg - næsten - på ham. Er der en hveps, er den død. Prikket ihjel af en skruetrækker!

Jeg frydes ved tanken om dens død og siger farvel til hvepsemanden efter han har brugt en halv times tid. Han lader mig slippe uden at betale en krone! ”Ej ved du hvad, du var så bange - det vil jeg altså ikke have penge for, selvfølgelig vil jeg hjælpe!”

Han giver mig sit visitkort! Jeg tager imod det! Og ser.. en kæmpehveps pryder billedet.. det ryger ud.. Jeg siger: "Jeg googler dit nummer istedet.. hvis jeg forhåbentlig ALDRIG får brug for det igen!"

Jeg takker i ydmyghed dagens helt og mit humør ændrer sig markant. Jeg er jo levende! Intet er hændt! Jeg kan sove trygt og roligt!

Morgenen efter står vi op.

Ved morgenbordet kigger ungerne op i vinduet, der støder op til loftet.

Og ser den hveps, der skulle have været død!!! Prikket ihjel!

Den levede, efter at være opdaget, i nøjagtig 12 sekunder!