Det er torsdag den 8. februar 1990. Jeg sidder indenfor i lejligheden, jeg har med Henrik.En lejlighed på Nørrebro. Faktisk min første lejlighed. Jeg er ligesom lige blevet rigtig voksen. Flyttet sammen med en. Og er blevet forlovet. Med ring og det hele. 8 karat guld. Og vi laver varm mad hver dag. Og jeg smører madpakker til ham og jeg selv. Hver dag. Jo, vi er godt på vej. Strygejern og Atelier Stel med blå kant fik vi i henholdsvis forlovelses- og indflytningsgave. Mit voksne liv er først rigtigt ved at begynde.

Klokken er 21.30 og telefonen ringer. Jeg står i soveværelset og kigger på telefonen.. Et gys går igennem min krop - ”det var sent at ringe, hvem kan det være?”.

Jeg tager den og siger mit navn.. der er tavst.. så kommer det.. ”Hej det er mor…” - og så kommer de ord, som ikke i sig selv betød så meget, men jeg vidste det. Allerede dér vidste jeg det. Ingenting ville nogensinde blive som før.

”..skat, lægen har indlagt mig på hospitalet i dag, fordi jeg har haft noget med maven over nogle måneder, og de vil gerne undersøge mig for, om jeg har kræft. I morgen skal jeg scannes og måske opereres”. Jeg råbte: ”hvorfor fanden har du ventet så længe mor, jeg sagde til dig, du skulle tage afsted allerede til jul. Mor, du er for tynd. Jeg kan ikke lide det her. Du vover på at fejle noget, så bliver jeg tosset. Du er min mor, og jeg har kun dig. FORSTÅR DU DET???” Min mor begynder at græde, men hun kender mig. Hun ved, jeg er desperat og bange lige nu. Det dur bare ikke. For det er min mor også. Min elskede lille mor med den bløde mave og hendes duft af parfumen ”Opium” - hun er pludselig helt nær.

Dagen efter ændres alle planer. Jeg ringer til min arbejdsgiver i Matas og siger, jeg skal besøge min mor, som skal opereres, og at de tror, hun kan have kræft. Og jeg får fri, førend jeg selv nævner det.

Jeg tager ind til Hillerød Hospital. Bussen og toget. Og bussen igen. Alt føles som i en klokke og lyde og snak kommer ikke rigtig ind.. jeg hører stemmerne fra folk, men intet er nær, og jeg kan dårligt fornemme mig selv. Jeg er bange. Rigtig, rigtig bange. Men jeg vil ikke være ved det. Jeg er nødt til at forsøge massivt at undertrykke det. Jeg når endelig til hospitalet og siger til damen i receptionen: ”jeg skal finde min mor. Hurtigt”. De spørger til hendes navn og hvilken afdeling, hun bør være på, og jeg siger de ord, jeg næsten ikke kan få over mine læber: ”hun hedder Irene Dagmar Brünnich Lundqvist, og hun ligger måske på afdelingen med dem, der har kræft - men måske er hun et andet sted, hvis nu hun ikke har kræft..!” Damen i receptionen kigger på mig, og det føles som om hun tænker ”åh nej den stakkels unge pige skal miste sin mor. Hun er ikke engang voksen”. Og det er jeg heller ikke. Jeg er ikke engang i NÆRHEDEN af, at blive voksen. Og jeg skal bruge min mor! Jeg har lyst til at råbe ud til hele hospitalet:

”JEG SKAL STADIG BRUGE MIN MOR. JEG HAR SÅ MEGET BRUG FOR HENDE. VIL I IKKE NOK HJÆLPE MED AT GØRE HENDE RASK. JEG LOVER AT VÆRE SØD RESTEN AF MIT LIV OG ALDRIG MERE VÆRE SUR!”

Samme bøn beder jeg til Gud. Dagligt. Mens jeg græder. Når jeg står op. Når jeg står i badet. I badet kan jeg bedst lide at græde, for vandet skyller mine tårer væk, og kun min rystende krop afslører min sorg. Jeg kan ikke spise morgenmad mere. Bliver tyndere og tyndere. Græder. Og beder. Når jeg sidder i bussen på vej til arbejde. Når jeg kører til hospitalet efter arbejde næsten hver dag. Jeg har først fri kl. 17.30. Hver dag. Men jeg har fået lov af hospitalet at komme, når jeg vil. Det skræmmer mig. Fordi jeg tror, det betyder, at de har mistet deres håb på hendes vegne.

Det viser sig senere, jeg har ret. Jeg står i hall’en på Hillerød Sygehus. Parat til at gå op til min mor. Nej, jeg er ikke parat. Men jeg forsøger ihærdigt. Tårerne presser sig på.. Jeg er desperat. Bange. Og jeg mærker en knude i min mave, og en kvalme, der er så stor, som havde jeg spist 12 flødeboller. I træk.

Jeg går hen til elevatoren, og da jeg stiger ud, ligger min mor i en seng på gangen. Jeg kigger på hende. Hun har en hvid hospitalsskjorte på. Og hvide alt for store strømper. Og jeg tænker: ”bare hun ikke er blevet smittet af kræft af nogle heroppe, hvis nu hun i virkeligheden ikke har det”. Og jeg tager mig selv i at undgå at røre ved noget på gangen. Hvis nu jeg bliver smittet. Af kræft. Lugten er ram. Spids. Skarp. Der lugter. Af kræft. Overalt lugter der af kræft. For kræft lugter. Og mennesker med kræft lugter på en helt speciel måde. Det ved jeg dér. Og siden har jeg vidst det. Ligesom alkoholikere, der lugter af alkohol. Ud af deres hud. Uanset om de drikker det, der ellers ikke burde lugte. Sådan er det også med kræft. Det har en ram spids metalagtig lugt. Og det stikker på tungen, når der lugter sådan. Jeg går hen til hende. Og dufter til hende. Hun har kræft. Jeg kan lugte det. Hendes øjne fyldes med tårer, og hun ser pludselig så lille ud. Jeg tænker: ”nu skal du være stærk, ikke græde, tag dig SAMMEN Clara”. Jeg sætter mig på kanten af hendes seng og ser på hende. Mine tårer løber ud af øjnene, men jeg forsøger at tale almindeligt. Tørrer irriteret de forstyrrende tårer væk, og prøver at se fattet og rolig ud. Hun siger: ”de scannede mig, og fandt en knude så stor som et æg. De har forsøgt at operere mig, men har ikke kunnet fjerne knuden, fordi den sidder for tæt på nogle lymfekirtler. Men der er taget en biopsi”. Sådan husker jeg det. Det går op for mig at jeg sidder ved min mor. Der har kræft. Min mor. Og kvalmen overmander mig. Og jeg skal kaste op. Min mors kræft er der stadig. Og jeg får en følelse af, at kunne se det indenunder hendes hud. Og imens jeg sidder der på kanten af hendes seng, passerer en masse tanker. ”Hvem skal nu sørge for Lene - min lillesøster - der skal flytte hjemmefra snart? Hvem skal åbne min mors post? Mor og far er skilt, og vi ser ham ikke rigtig. Min far. Han er alkoholiker og er fraværende og temperamentsfuld og svinger i humør. Vi regner ikke med ham som en, der kan trøste og forstå. Hvem skal hjælpe Lene med at flytte? Hvem skal betale min mors regninger? Hvem skal sørge for, hun får sin yndlingsparfume med heroppe? Den hun glemte, da hun tog afsted. Hvem skal parkere hendes bil et andet sted?” Tankerne flyver, og jeg begynder at planlægge. Jeg føler mig alene. Jeg mangler nogen, der kan hjælpe mig. Hjælpe mig med at passe på min lillesøster. Hvem skal sige det til hende? Sige det, så hun ikke bliver alt for ked af det.

Jeg beslutter mig ”min mor overlever. Det skal hun. Vi har brug for hende. Det må være grund nok kære Hr. Gud. Aftale?” Jeg forsøger at lave en deal med ham deroppe om at hun overlever, og om at sørge for alt det, jeg normalt har dårlig samvittghed over, kommer i orden.

Den 15. februar får vi beskeden. Det er ondartet. Det er kræft. Der er intet at gøre. Men hvis hun vil deltage i et forsøg med en ny slags kemoterapi, så er det et tilbud. Man ved aldrig om det hjælper. Onkel Erik og jeg skal være der når hun skriver under på at deltage. For at bekræfte, at hun er ”ved sine fulde fem”, når hun underskriver. Så går ”vi” i gang. Afsted til kemo. Vi får indlogeret mor hos min onkel Erik i Tikøb. Erik og Nina. Min onkel og tante, som jeg elskede overalt på jorden. Min onkel var en del af min barndom. Han var politiker og boede derfor ofte hos os, når han kom sent fra møder på Christiansborg. Min søster og jeg elskede, når han var der. Han pjattede om morgenen. Men var også nogle gange sur. Nina er hans nye kone. Han har haft en del. Men alle har været søde. Og hun er især sød. Mor får lov at bo i hans hus. Min mor hos sin lillebror. Som jeg kender næsten så godt, som var han min far. I virkeligheden så jeg oftere min onkel, end min far. Så det føles trygt og godt, at hun skal være der. Også selvom min onkel er lidt sur og skælder lidt ud. Men han er også bange. Det mærker jeg tydeligt.”Vi” går til kemo. Hun sidder i stolen i 3 timer med et drop i armen 2 gange om ugen. Hjem igen. Kaster op i nogle dage. Bliver fyldt med proteindrikke, vi alle laver til hende. Med æggeblommer, vanilie og sukker. Og kærnemælk. Hun hælder det ned, uden at bemærke det.

Vi er til en samtale på hospitalet. Den handler om at mor skal dø. At de med sikkerhed ikke kan gøre noget. At vi kan være heldige, at beholde hende helt op til et halvt år. Det har bredt sig. Overalt. Min uddannelse bliver færdiggjort et halvt år før tid i samråd med min arbejdsgiver, og efter en eksamen, der skal vise, jeg kan det, jeg skulle kunne, et halvt år efter. Og jeg får lov at være hos min mor 24 timer i døgnet. Jeg slutter mit forhold. Hæver forlovelsen, Jeg elsker ham ikke. Og i morgen er det måske for sent. Jeg skal ikke spilde tiden. Han var sød og rar. Men det var det. Jeg beslutter mig for, at ved næste forhold skal jeg være forelsket. Og værdierne skal ligne hinanden. Vi skal være enige om de grundlæggende ting. At han har en familie med mor og far, hvor man kan spise middag om søndagen, er ikke nok. Jeg tænker, jeg skal have en MAND. Sådan. En rigtig.. Mand. Fortæller min mor det. Og hun synes, det er en god idé. Men jeg har haft en kæreste næsten uafbrudt, siden jeg var 15. Og lige nu er der ikke plads. For første gang nogensinde, rummer jeg det ikke. Min kæreste. Min forlovede var ked. Jeg havde smidt ringen i toilettet. Skyllet ud. Men den blev liggende. Sagt jeg ville flytte. Og pakket mine ting på få timer. Skrev et brev om, at jeg havde haft det godt. At det ikke var ham, der havde fejlet. Men jeg elskede ham ikke nok. Han græd. Det gjorde ondt indeni mig. Og han kom med en masse forsøg på ”at gøre det godt igen”, men der var intet at gøre godt med. ”Det” var der bare ikke. Det der skulle være. Det som alle, der har været forelskede, ved hvad er. Det havde aldrig været der. Det vidste jeg. Lige dér. Erkendelsens tid var begyndt midt i al kaosset.

Jeg flytter mine ting. Får det opmagasineret. Men er oppe hos min mor næsten 24 timer hver dag..  Vi er opsatte på det. På at hun skal overgå lægernes dom. Blive rask. Og kemoterapien fylder alt. Den gives på Herlev. På 17. etage. Og når hun er indlagt på Hillerød, fordi hun nogle gange bliver lidt mere dårlig end godt er. På Herlevt. På 17. etage. stiger man ud. Og den alt for kendte lugt af kræft rammer en. Man kan ikke flygte fra den. Alskens parfumer og cremer, kan ikke overgå lugten og hver gang er det en kamp, hvor jeg skal overgå mig selv.. men min angst for ”at denne gang , er sidste gang, jeg ser hende” overtager, og jeg kommer derhen. Hele tiden. Og sidder bare ved hendes seng. Med hendes hånd i min. "For helvede hvor jeg elsker dig mor. Du har gjort alt for mig. Og altid været der. Vil du ikke nok blive? Bare lidt endnu? Bare lidt mere? En lillebitte mikrosmule? Du må ikke forlade mig. Ikke nu, mor! Ikke endnu!" Jeg hvisker det, når jeg sidder på bænken ude foran. Der hvor jeg sætter mig, inden jeg går ind på hendes stue. Inden hun ved, jeg er kommet. Der hvor jeg prøver at "mande mig op" og tørrer tårene væk. Kan ikke drikke det saftevand, der står på deres rullevogne. Rødt og gult. Det lugter. Af kræft og kemo. Jeg har altid min kildevand i tasken. Og tyggegummi. Sorbits.

Kemo. Bræk. Proteindrik. Grin. Gråd. Håb. Magtesløshed. Det hele afløses af hinanden. I en konstant ring af indesluttethed. Kun os. De allernærmeste. Sorg. Lægerne indkalder os. Der er ikke mere at gøre. Ingen positive resultater i nogen prøver. Hun skal dø. De synes, hun skal stoppe sin desperate kamp, og sige farvel til kemoterapien, der blot gør hende mere syg.

Da vi sidder der på hospitalet med overlægen og to sygeplejersker, falder min verden sammen. Jeg har lært ikke at give op. Jeg giver aldrig op. Aldrig nogensinde. Hvordan kan de og min mor gøre det? Jeg forstår det ikke? Jeg forstår det slet, slet ikke?  Jeg bryder sammen, og en sygeplejerske holder om mig og trøster mig. Jeg vil over at sidde ved min mor. Hun sidder helt stille med tårer i øjnene. Jeg kigger på lægen og tænker ”hvordan kan du tage alt håb fra min mor? Har du aldrig hørt om mirakler?” Jeg klynger mig til håbet, og går derfra med oprejst pande og fornyet tro: ”Min mor overlever. Det er jo min MOR! Og en mor DØR ikke!”

Hun har fået et såkaldt epiduralkateter, så selv jeg kan give hende morfin. Aftalen med lægerne er en bestemt dosis. Medmindre mor har ondt. Så må hun få mere. Mor er dopet. Lidt ligesom folk, der drikker lidt for meget. Ikke helt nærværende. Men man kan mærke, at det er bedre, end når hun har smerter. Få tidspunkter er hun sig selv, og vi sidder og snakker. Taler om en rejse til Grækenland. Om at hun gerne vil have en kæreste.

Efter en måned indser vi alle. Langsomt. At mor SKAL dø. At hun ikke kommer på nogen rejse. At hun ikke bliver mormor. At hun ikke ved hvad Søs (min lillesøster) bliver uddannet til. At hun ikke ved om jeg kommer ind på Teaterskolen. Om jeg søger. At hun ikke kan hjælpe os med at sige om en kæreste er i orden. Være der, når vi har kærestesorg, og fortælle at ”der er 7 milliarder mænd i verden, og lige HAM der, du havde, var slet, slet ikke værd at samle på. Han var uintelligent og ikke lækker nok til dig min skat”, som var hendes favoritargument, hvis en af os havde ondt over en kæreste. At hun ikke kan hjælpe Lene, nu hun er flyttet. Lene har jo ikke lært at klare sig selv endnu. Og jeg er bekymret. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, så der bliver passet godt på hende. Og hver dag tæller. Hver dag tæller, hvor jeg skal rådføre mig med mor. Hvordan laver man vores yndlingsretter? Hvilke mennesker i vores liv skal vi af med? Hvad synes hun om, at jeg kun fik det 11-tal, hvor hun og far troede jeg fik 13? Hvad med dengang, jeg kaldte hende kælling, fordi jeg syntes det var svært med hendes nye (daværende) kæreste? Hvad med morfar? ”Han kan da ikke tåle at miste sit barn, mor - kan du ikke vente med at dø, til han er død?”.

Vi sidder på kanten af hendes seng. Hun har ”(af)rundet” de 40 kilo, og hun er næsten gennemsigtig. Hun er døende. Ikke sådan døende. Men VED at dø. IGANG med at dø. Og det ser man tydeligt. Vi taler om hvem der skal med til begravelsen. Hvem der ikke skal og hvorfor. Hvilke blomster, hun vil have ovenpå kisten, og hvilken kiste det skal være, og at den skal være hvid. Vi taler om at Lene og jeg vil sy en kort gul nederdel og en gul bluse, der passer til og ser sammen på mønsteret. Fordi du så gerne vil, at alle skal komme i glade farver. Dette bliver fortalt til alle. Og du får besøg af folk, der kommer for at sige farvel til dig. Og hver gang sidder de i haven med kaffe og pulser løs på deres cigaretter, imens jeg stille tænker ”ved I slet ikke, I dør af det der?”. Det er mennesker, der har børn. ”Hallo, forstår I det?”

Folk er i deres egen lille verden af sorg, hvergang de kommer, og jeg trisser rundt og nyder at mor har nogen at tale med. Men hun har forandret sig. Hun er blevet dominerende og styrende. Men jeg tror det er fordi hun er bange. Bange for at dø. Og det er jeg også. Megabange. Helt vildt bange for at være uden min mor. Uden nogle voksne til at hjælpe mig. Mit liv er jo først ved at begynde. Det liv, hvor man skal bruge en voksen at støtte sig opad. Og der er ikke nogen. Og jeg kan ikke finde nogen. Følelsen af at være HELT alene optræder for første gang, siden jeg sad i min seng som 3-årig om natten, og kaldte på min mor. Og min far. Og de intet hørte. Fordi de skændtes. Der følte jeg mig alene. Og forladt. Den følelse er begyndt at snige sig ind. Jeg har sagt et farvel til min mor, der har varet snart 4 ½ måned. Min søster kommer også meget den sidste tid. Men hun har det svært. Og jeg har det svært med, at hun kommer. Fordi det konfronterer mig med, at jeg skal passe på hende. Og jeg ved jo ikke hvordan. Jeg ved jo ikke hvordan man sørger for, hun har det godt.

Den 21. juni 1990 sidder jeg ved min mors seng om aftenen. Hun er ikke rigtig til stede. Hun får en isklump til at fugte sine læber, og drikke de dråber, den efterlader, mens den smelter. Vi har en aftale om, at jeg skal sige ”jeg giver slip på dig mor”, når hun må lægge sig til at dø. Jeg mærker, at hun kæmper en kamp for at holde sig i live. Jeg vil så gerne beholde dig lidt her. Lidt endnu. Mærke din varme hånd. Jeg ved jo, den bliver kold, når du dør. Jeg sidder og fortæller hende det sidste, der er vigtigt for mig, at få sagt. Fortæller de hemmeligheder, jeg troede, jeg aldrig turde sige. Fortæller om ham manden.. og dengang, jeg tog en tier fra din taske, fordi en veninde havde gjort det fra sin mor. Men jeg fik dårlig samvittighed, og lagde den tilbage. Siger ”jeg elsker dig mor. Jeg elsker dig så højt, og jeg er så ked af, du skal dø. Jeg ville sådan ønske, du ville være blevet hos mig. Og ikke forlade mig, før jeg er rigtig voksen. Du ved.. fået børn og blevet gift og alt det der. Nu når vi det ikke. Du ser ikke de børn, jeg får. Hvem skal synes, de er ligeså dejlige? Hvem skal fortælle mig hvordan jeg gør? Og hjælpe med at passe dem?"

Jeg vil ikke bebrejde min mor selvom jeg inderst inde gør det.. min længsel efter hende er allerede igang.. min mor er ved at forsvinde.. det er som om noget langsomt forlader hendes krop.. og jeg sidder der alene på en stol ved siden af hende, og holder hendes tynde varme hånd. Mærker hver en blodåre på ydersiden af den. Jeg har givet hende neglelak på forleden dag. Som hun bad om. Den rosafarvede, som hun plejer. Kysser hendes hånd. Den hånd, der har aet mig og holdt om mig i så mange år. Og alligevel slet ikke nok. Den hånd, som aldrig igen skal stryge håret fra mine øjne om bag mit øre. Og den hånd som tørrede mine tårer væk, da jeg var en lille pige. Min mor var der. Hun var der altid. Hun var den bedste og dejligste mor, jeg overhovedet kunne ønske mig. Efter at have indåndet hendes duft for sidste gang. Kysset hendes hånd og mærket varmen fra den og følelsen af hendes hud, kysser jeg hendes pande og aer hende på kinden, og hvisker i hendes øre: ”mor, jeg giver dig fri nu. Jeg giver slip på dig. Du må gerne dø. Og jeg skal nok passe godt på Lene. Vi ses i næste liv. Okay?” Jeg vender mig om og går ud af døren og sætter mig fortvivlet ned  på terrassen udenfor med ansigtet begravet i mine hænder. Og min krop begynder at ryste. Det gør så ondt. Jeg skal kaste op. Jeg kan ikke være i mig selv. Og jeg går. Mens jeg knuger hendes halskæde i min hånd. Den guldhalskæde, som har været på hende altid. Min smukke, smukke mor. Jeg løber hen til døren og kigger ind, og hun ser fredfyldt ud, og jeg vil ikke forstyrre. Jeg kigger på hende. For sidste gang mens hun er levende. ”Mor, du er min engel, og jeg ved du vil passe på mig deroppefra”. Min krop slapper af. Jeg fortæller min onkel, at mor dør i nat. At jeg har sagt farvel. Vi aftaler, at jeg skal sove sammen med Nina, min onkels kone. I deres seng. Og at min onkel sidder ved mor i nat. Eller døser på sofaen ved siden af hendes seng. Men han lover, han er der, når hun dør.

Klokken 7 bliver jeg vækket af min onkel, der siger ”din mor trak vejret sidste gang kl. ti minutter i syv - samme tidspunkt som hun blev født”. Jeg skynder mig ud af sengen og løber ned af trappen og ind i stuen, hvor hun ligger, og ser min mor. Død. Hun trækker ikke længere vejret, men ligger helt stille. Hendes hud har allerede mistet en masse farve. Og hun er ikke så varm mere. Jeg rør ved hende og kysser hende på panden. Det er underligt fredfyldt. Og jeg kan se, at ingen smerter længere har overtaget hendes krop. Forpintheden er forsvundet. Der er en masse lys i værelset, hun ligger i.. og jeg forstår ikke helt hvor det kommer fra.. selvom solen skinner udenfor, er det sådan nærmest et blændende lys. Hvorfor det var sådan, får jeg aldrig at vide. Men jeg ved, jeg ikke var den eneste, der oplevede det sådan. Vi ringer til Søs. Og min far. Og nogle andre. Lene sidder hos mor i 8 timer. Mor som er død. Og Lene taler. Og fortæller alt det, hun ikke fik sagt. Senere kommer bedemanden. Og giver hende det tøj på, hun har valgt, hun gerne vil begraves i. Det har ligget klar længe. Da han lukker låget på kisten går det op for mig: ”Mor er død, og hun kommer aldrig nogensinde tilbage. Aldrig.” Og han tager hende med. Jeg græder. Og vinker. Farvel mor. Jeg elsker dig.

Om aftenen går min onkel, tante, min søster og jeg, og nogle få andre, ud og spiser middag. Det føles mærkeligt. Befriende. Ikke længere at skulle skynde sig hjem, fordi mor skal passes i døgndrift. En lettelse.

På dagen, hvor hun skal begraves kommer alle i festligt tøj. Min moster i storblomstret nederdel, præcis som mor og hende havde aftalt. Søs og jeg i vores gule tøj. Vi vejede 80 kilo. Tilsammen. Og bar kisten på hver side. Forrest. En ny tid begyndte. En tid uden mor. Men med hinanden ved hver vores side. ”Det skal nok gå mor, vi skal nok klare det - du vil være stolt, når du ser os derfra, hvor du er, mor. Ha’ det godt”.