Stengade summer atter med den velkendte lyd af mennesker, der taler.

Men de taler ikke sammen. De taler. I telefon. Med andre.

Imod mig går en ældre kvinde. Hun kigger. Forsøger at fange mit blik. Jeg undviger. Kigger på min telefon. Men drages alligevel af hendes insisteren.

Hun går forbi. Jeg vender mig om. Det samme gør hun. Vi smiler begge to.

Hvem var hun? Var hun ensom? Havde hun familie? Var hun ked af noget? Glad? Måske længselsfuld?

Og hvorfor begyndte vi ikke at tale sammen? Jeg har lyst til at gå tilbage… men noget stopper mig… ”Lad nu vær’, hun tror bare, du er ensom. Skør. Fejler noget…”

Hvorfor er det, at vi ”lader som om”, vi ikke ser andre? At vi ikke taler sammen i det offentlige rum? Er vi bange for at føle os forpligtede til en fortsat forbindelse? For at blive afvist? Eller blive opfattet som småskøre?

Indimellem gør jeg det, men jeg fortæller ikke ret mange om det. Man skulle jo nødig tro, jeg er underlig.

Så shhh… det er helt hemmeligt; men jeg taler med mennesker. Altså fremmede mennesker. Som jeg aldrig før har talt med. Eller mødt. Men jeg kan godt lide mennesker. Som du og jeg. Der har et liv, der leves. Ikke nødvendigvis et lykkeligt et. Bare et liv. Deres.

Man behøver ikke være terapeut eller have andre fine titler, for at tale med mennesker. Det behøver ikke kun være frisøren. Eller måske lægen. Eller præsten.

Vi mennesker har brug for at tale med hinanden. Og finde ud af, vi ikke er alene. At vi kan noget. Sammen. Vi kan dele synspunkter. Blive klogere på os selv. Reflektere. Og vigtigst; vi kan skabe følelsen af samhørighed. Hvad tænker du på? Hvad lavede du i går? Hvorfor? Har du det godt?

Hende jeg mødte forleden, fortalte mig, hun havde en ret stor familie, men fordi hun var 79 år og der var ”det der Corona”, så måtte de jo ikke ses. Men hun længtes så meget efter at give sine børnebørn et kram. Og at de kunne spise sammen, som de gjorde én gang hver måned. Altid den sidste søndag. Hun var rigtig god til at lave Boller i Karry. Og det med risene - det var hun ekspert i.

Nu havde hun købt 12 nye tallerkener, for hvis hun selv troede på ”at det hele snart var overstået og de igen kunne være sammen, så skete det nok”. Jeg ved, at hun havde de skønneste billeder i sit hoved af deres snarlige sammenkomster. Og jeg ved, at hun blev fyldt med glæde ved at købe disse fine tallerkener.

Ovenikøbet fik jeg verdens bedste opskrift på Boller i Karry med hjem. Og et lille fif til mine ris.

Jeg kunne have googlet det hele. Fundet det på Facebook. I min madlavningsgruppe. Med min iPhone.

Men så havde jeg ikke talt med denne skønne gamle dame. Og været beriget med anekdoter fra hendes liv.

Jeg havde måske været lidt mere ensom.

Måske fik hun også noget med hjem. Fra mig. Jeg fortalte hende, jeg ikke altid synes livet er let. At jeg savner min far. Jeg fortalte hende også, at mine børn elsker skolen. Og savner deres fodbold.

Den ensomhed, vi begge følte, et øjeblik inden vi mødtes og turde falde i snak, blev afløst af en samtale, der stadig fylder meget i mig.

Og når jeg sidder for mig selv og måske er lidt trist, så tænker jeg på smilet i hendes øjne ved tanken om den dag, hun kan invitere alle 11 familiemedlemmer til Boller i Karry. Med ris til.

Vi talte. Sammen. Med afstand - naturligvis.