Kære far

Blot disse 7 små bogstaver længes jeg allerede efter at skrive. Jeg savner dig så uendeligt meget.

For få dage siden sagde du farvel til denne jord. Med et hjertestop sluttede dit liv brat.

Vi havde lige sagt Hej og Velkommen, og du var netop flyttet til Nordsjælland igen.

Vi havde sådan savnet dig. Og vi havde glædet os til en masse stunder, hvor vi sammen lagde planer for det, vi skulle nå.

Vi skulle have holdt din fødselsdag snart. Den fødselsdag, du aldrig fik på Bornholm.

Vi skulle en tur til Havnen.

Og gerne i Dyrehaven.

Du skulle også hjem til Søs og Henrik.

Men vi nåede det ikke.

Vi skulle have spist en bøf sammen. Husker du det? Din skulle være næsten ”rare” og jeg lovede dig det. Med nye kartofler kogt og stegt lidt på panden og de asparges, du elsker med hvidløg og parmesan. Og så et stort glas sodavand. Grape. Med isklumper. Og måske også Coca Cola og Danskvand med citrus.

Bagefter ville jeg have lavet en jordbærtærte. Og pyntet den fint med mynteblade.

Den skulle være med mazarinbund, som du elsker. Du fik aldrig prøvet min nye version af denne skønne dessert. Jeg laver den bedste. Og det vidste du.

Jeg lovede dig også den hønsesalat, du elsker, jeg laver. Den ville jeg, have taget med derhen, hvor du boede. Jeg havde købt tallerkener og bestik. Og fine servietter. Åh hvor skulle vi hygge os. Den stund havde jeg sådan glædet mig til.

Nu er det for sent.

Alle årene har vi fået jordbær på din fødselsdag den 15.6. og så i Tivoli og spise. Det var fast tradition, da vi var børn.

Om fredagen spiste vi på brødrene Oxe i Farum. Det var også fast tradition i alle de år, jeg husker. Bøf. Med rødvinssauce eller Bearnaise. Og en bagt kartoffel. Med hvidløgssmør. Jeg fik Cola. Søs fik 7 up. Du og mor fik rødvin. Og mor også en masse vand.

Kære far. Jeg husker stadig som var det i går, når vi sad sammen i din sorte stol. Du kom altid meget sent hjem fra arbejde. Mor havde lavet mad til dig. Den stod klar. Du fik en øl eller en drink og satte dig bagefter ind og læste avisen. Jeg kom ned fra mit værelse, for jeg havde savnet dig. Og satte mig hos dig i stolen. Du læste avisen og kommenterede på nogle af artiklerne. Jeg sad der, og følte jeg blev klogere. Det var så rart. Og trygt. Min far. Og avisen.

Når du rejste - og det gjorde du meget. 300 dage om året ca. Så talte vi i telefon. Dagligt. Jeg savnede dig. Hele tiden og altid. Når vi sagde farvel i lufthavnen, var det altid mig der græd. Engang da jeg var 3 kom en fotograf fra Time Magazine, da vi netop havde sagt farvel i lufthavnen, og tog et billede. Måneden efter prydede det en hel side inde i bladet. Tårer ned ad kinderne og chokolade om munden. Og indeni var en artikel om ”Business men”.

Senere i dit liv blev du skilt fra mor. Det var nok meget godt, selvom jeg helst ville have, I blev sammen. Forældre skal ikke skilles. Sådan føler børn. Men jeg forstod alligevel. Jeg forstod også, du savnede os rigtig meget. Og vi savnede dig. Vi ringede. Sammen. Tit.

Pludselig var du der ikke til at hjælpe mig med lektierne. Hjælpe mig, når jeg var blevet drillet i skolen.

Vi savnede dig. Meget.

Jeg flyttede hjem til dig igen som 17-årig og selvom, du arbejdede i Kolding mandag til fredag, så var det rart at være i samme hus som dig i weekenden.

Rie, Lisbeth og Lizzi var der. De var min nye familie. Fordi det var din. Udover mor og Søs. Det føltes godt.

Senere i livet blev du alene igen. Og vi fik vores egne liv.

Jeg blev gravid. Fik barn. Og jeg ringede til dig, da han var få minutter gammel. Du var verdens mest stolte morfar. Og du ville os. Du ringede dagligt. Både til mig og Ulrik. Da Victor blev større, ringede du til ham. To børn mere. Og du var så megastolt som Morfar. Og mine drenge elsker dig.

Sådan var du bare. Du talte med alle. Uden undtagelse. Du dømte aldrig. Uanset hudfarve, baggrund eller andre forskelle. Du så aldrig forskellen. Du så ligheden. Og det gjorde dig lykkelig. Mennesker. Ligheden du følte med alle omkring dig. Du fandt altid det, der fik dig til at holde af.

Du er blevet truet på livet flere gange i udlandet, både i Mexico og i Afrika og et andet sted vistnok, jeg ikke husker. Men du fortalte først om det flere år efter.

Og forklarede hvorfor. Og du forstod de mennesker. Fattigdom havde drevet dem derud.

Sygdom har fyldt meget hos dig. Men hey. Fuck det. For du er altid kommet dig. Blodpropper har været det store issue. Men du blev altid okay igen. 19 styk fra du var 43 og til nu.

De seneste 5 år har vi savnet dig mere end nogensinde. Drengene, Søs og jeg. Men du fik ikke lov at blive på Sjælland. Vi bad dig indtrængende. Du ville egentlig gerne. Men så havde du været alene. Det ville du ikke. Du var barn af forældre, der ikke kunne varetage et barn. Og da du blot var 19, var du helt uden. Så du søgte selskabet. At være to. Det forstod vi.

Men vi savnede dig.

For få dage siden blev jeg ringet op af Søs, og jeg hører stadig hendes ord, fra da hun ringede til mig, den morgen, som det første, når jeg vågner og det sidste, inden jeg lukker øjnene for at sove ”FAR ER DØØØØD”! Vi brød begge sammen. Og vi græder stadig far. Vi græder så meget. Og vi savner dig hvert eneste sekund. Du mangler. Du mangler helt sindssygt meget.

Jeg ved godt sorg tager tid. Jeg ved også, at der bliver plads til sorgen. For vi har prøvet det før. Med mor. For præcis 30 år siden. Men lige nu er den sønderrivende. Sorgen. Den flår hver eneste celle i min krop ud af mig, og det føles som at få sit hjerte flået ud af kroppen. Og få det sat tilbage. Uden den del, der mangler. Tomheden og længslen er enorm.

For fanden far. Gid du var blevet her. Bare lidt endnu. At vi havde fået tid til at sige farvel..

Farvel. Verdens bedste far. Jeg håber og tror vi ses igen.

Jeg elsker dig. Altid.